S.C. Christensen – Viborg
Her vil der løbende opdateret livslevned omkring min far.
Født Søren Christian Kristensen i Debel på fur. Døbt Søren Christian Christensen.
Præsten skrev forkert på dåbsattesten, hvilket aldrig blev rettet!
Lokal kendt under navnet “SC”
Og et lille kuriosum. Da jeg endnu boede hjemme og var i lære, modtog min far, en dag, et brevkort, der kun var adresseret ” SC Viborg” posten fandt modtageren, min far, uden problem!
Min far sad til leje og havde værksted og butik i St. Sct. Hansgade 11. Der skete en del omkring 1942. Privatboligen Nørremøllevej 50 blev solgt til min mormor og morfar Margrethe Lynggaard og Jens Peter Jensen, idet de overlod den fædrenes gård “Lille Hedegaard” på Viborg Nørremark til deres eneste drengebarn, Jacob Jensen. Det er i dag området hvor Vesterheden ligger. Vi fik en lejlighed Sjællandsgade nr. 6, 3.sal th. hos murermester Westergaard.
Far købte samtidig Mathiasgade 80 for at flytte sin virksomhed dertil. Der var i forvejen en kludesko fabrik i gården. Ejerne af kludesko fabrikken var brødrene Block-Jensen. Denne fabrik blev flyttet til det værksted, som min far forlod i gården St. Sct. Hansgade nr. 11 (gården bag Rolsted Cykler!). Her blev der lavet en høj skorsten, jeg tror på grund af at man forseglede kanterne på kludeskoene med flydende varm asfalt. Denne skorsten eksisterer vistnok endnu.
HER ER BESKRIVELSE AF STEDET I MATHIASGADE (skrevet ned af Ove Lynggaard samt tilføjelser af Preben Lynggaard i 2014 efter hukommelsen).
Stedet hed Den Gamle Amtsstue Have.
Når man stod i Mathiasgade og vendt mod Sdr. Sogns Kirke (Sortebrødre Kirke), var der frit udsyn ind mod gavlen af en bygning, hvor der var to butiksvinduer som det ses på billedet. Der var en teknisk forretning til venstre. Ejeren hed Andersen, og han flyttede til Vestergade. Butikken til højre var et skrædderværksted, Ejeren var Drongesen, men den butik var lukket. Efter lidt vanskeligheder med at få overdraget nøglen til butikken til højre, blev der lavet en ny møbel butik i hele facade. Det nye navn ”Møbelhuset” opstod. Se billedet af butikken set ude fra Sct. Mathiasgade. Læg mærke til at der står nogle udstillings møbler uden for butikken. Belysning er meget simpel, idet der kun er en enkelt kuglelampe på en stang over indgangsdøren. Billedet er et amatørbillede, men et ganske sjovt spejl billede, det er bl. a. naboejendommen man ser i spejle billedet og hvis man ser godt efter, kan man genkende hjørnet af Latinerhaven med Rektors Lysthus. Gadebelægningen er også simpel med pik sten. Ak ja tiderne skifter.
Lige bag butikken var der et dobbelt kontor. Forrest blev der lavet et selvstændigt lokale til en kontordame. Først var der frk. Jensen og derefter frk. Nielsen.
Der er to billeder der er taget i gården. Personalet var på 16 personer. Ret mange på den tid. Ved ikke med sikkerhed, men billederne er taget af en professionel fotograf, og der er en formodning om, at det var i anledningen af befrielsen, da billederne er taget i Maj måned 1945.
Inde i den lukkede firlænget gård var det første lejemål til højre et autoværksted. Lejeren var Hedemann- Kjær, der privat boede på Nytorv. Jeg husker stedet som meget snavset. Der var mesteren selv og nok to medarbejdere. Der var næsten ingen personbiler, idet de jo alle stod opklodset under krigen, på grund af benzin mangel. Men der var mange små lastbiler til reparation. De var alle med på byggede gasgeneratorer, og det gav svaret på hvorfor der var så snavset overalt. Lastbilerne stod tit udenfor på gårdspladsen for der skulle fyres op i generatorerne før man kunne køre i bilerne. Asken blev bare raget ud på jorden, så gårdspladsen så heller ikke altid for godt ud. Det passede jo ikke så godt med en møbelforretning sammen med auto værksted og møbel lagre. Inde på autoværkstedet var der en esse og en kakkelovn. Jeg kan huske at man brændte gammel motorolie af i ovnen, som også var udstyret med et primitivt dryppe anlæg, som sendte dråber af vand ned i ilden, for at få en bedre forbrænding.
På højre side i gården, var der nogle udhuse til brændsel. Der var også en hestestald. Min far, som ikke havde og ikke kunne få en køretilladelse til bilkørsel, købte en hest og tilhørende ladvogn. Hesten er med på det ene billede. Far elskede at gå til hestemarked om lørdagen øverst i Gravene. Hestevognstoget blev brugt til kørsel med træ, brændsel, afhentning af møbler og andet gods på ”gods banen” og som det vigtigste, at levere solgte møbler til kunderne rundt i byen og omegnen. På grund af krigstilstandene var hestevogne næsten den eneste mulighed. Min far købte også en Jumbe, som blev brugt når familien skulle på tur til f. eks. Lille Hedegaard. Jeg mener også at vi kørte i jumbe til min morbror og tantes bryllup i Kølsen (Jacob Lynggaard Jensen og Agnes Clausen).
Længere fremme i højre side var der brænderum og et vaskehus med gruekedel og skorsten. Videre i højre side et ”das” – toiletter til alle, jeg husker at der var spande der blev afhentet og blev kørt til kommunens tømme og losse plads på Katmosevej om dagen. Indholdet blev ikke behandlet ret meget, men blev vistnok tildækket med jord. Vognmanden boede privat på Skivevej, i det hus i dag Kallmeyer ejer, men hestene til skraldevognene havde stald ude for enden af Søndersø.
Hele bagsiden af gården havde facade over mod Sorte Brødre Kirkestræde. Det var gamle lave bindingsværksbygninger. Her var lejligheder, og de var ikke ret store, 2 og 3 værelses. I alt var der fire lejligheder der. Hvem der boede der kan jeg ikke huske, men i en af lejlighederne boede familien Wigh. På et tidspunkt flyttede min fars bror Ewald Kristensen og hustru Olga ind med tre børn. De flyttede her ind til Viborg fra et lille husmandssted i Sparkær, som min far på det tidspunkt ejede.
Nogle af pik stenene på gårdspladsen blev fjernet og der blev lavet lidt have her med et lav hegn omkring. Ideen var god nok, for så kunne man jo dyrke lidt grøntsager der. Der var jo krigstider, og alt skulle udnyttes. Det gik nu ikke så godt med grøntsagerne, for alle børn fandt ud af hvor den korteste vej var, når man kom fra Mathiasgade og skulle op til lejlighedernes bagside i gården, det var nemmest gennem ”haven”.
Jeg kan huske at der var en fysisk udsættelses forretning af en af lejere af kongens foged. Det var ikke rart at se på for en 11årig dreng.
Så kommer erindringen om værkstedet m.m. (altså længen over med Mageløs).
Længst til højre havde min far møbelpolstrer værksted, med en svend og en lærling. Alle var fuld beskæftigelse med at lave nye polstermøbler, på egne stel konstruktioner fra snedkerværkstedet. Jeg husker møbelpolstrer Viggo Thulstrup fra den tid. (Han var senere ansat i mange år på Sindsygehospitalet som reparatør af polstermøbler). Man fyrede om vinteren i kakkelovn på værkstedet, så der må jo have været en skorsten på huset. I kælderen var der lager af træuld.
Derefter kom snedkerværkstedet hvor der var flere snedkere ansat. Min farbror Vilhelm var værkfører.
Hver snedker havde en traditionel høvlebænk med tilhørende skab med håndværktøj som personlig arbejdsplads. Opvarmningen var en limovn, som også blev brugt til at opvarme træ på inden der blev limet finer på det massive træ. Limen var varm lim der var fremstillet af diverse affald fra døde dyr. Det lugtede ikke ret godt. De fleste møbler blev fremstillet efter mål på egen værksted.
Limen blev opvarmet i limpotter med vandbad. Der var også blokpressere hvor træet blev sat under pres inden tørringen.
Det næste værkstedsrum var maskinværkstedet. Her blev den kombinerede maskine fra Gravene anbragt.
Det var primært farbror Vilhelm der betjente maskinerne. Det var båndsav og rundsav. Hele byen var forsynet med jævnstrøm fra Viborg Elværk i Sparegade. Lys var der ikke meget af nogen steder, for det var rationeret. Forbruget blev kontrolleret på behørig vis. Onkel Vilhelm fik dog den ide at han selv kunne lave noget ”gratis” lys. Han installerede en 6. volts bildynamo på en aksel på kombiner maskinen. Et lade relæ blev monteret og så kom der lys på værkstedet når maskinen kørte. Men min vurdering i dag er, at der blev brugt lige så meget strøm som hvis man i stedet købte strøm fra Viborg Elektricitetsværk. Altså ingen besparelse.
Det næste bygning på højre side var en lidt højere, nemlig på to etager. Nederst blev der lavet et malerværksted. Det var nødvendigt for man fremstillede selv de fleste møbler, for de var tit træhvide og skulle derfor males efter datidens regler og ideer. Der var ingen sprøjteværksted, det hele blev malet i hånden. Man malede under krigen f. eks træ mønstre på træet. På 1. sal boede malersvenden. (Nielsen). Han var indkaldt som ”føl” i blå uniform under besættelsen. Han havde nogle vagter i Domkirkens nord tårn. Ind imellem malede han møbler. Føl var en betegnelse disse hjælpere til ordenspolitiet fik.
Næste lokale var møbellageret. Her var Niels Martin Christensen ansat som lagerforvalter. I denne del var der ingen opvarmning.
Næstefter var der en garage, som nok var ejet af naboen. Her stod varebilen, en Chevrolet årgang 29 klodset op under hele krigen. Da besættelsen sluttede havde far også købt en Opel Kadet årgang 1937 personbil. Den stod også i garagen. På et tidspunkt købte min far også en Morris personvogn årgang ca. 1936. Den lejede han ud i de første dage af maj til modstandsbevægelsen. Så kunne han jo lige selv køre den frem og tilbage. Det var jo fantastisk at få lejlighed til køre med i bil, endda på rigtig benzin. Omtalte Morris overtog min farbror Vilhelm og tante Mary. Det resulterede i at hun som kvinde fik kørekort.
Her sluttede ejendommen, som min far ejede.
Naboejendomme, som jeg kan huske: Nede i Mathiasgade var der på Mageløs hjørnet ”Frelsens Hær”. Næste forretning op ad var en maskinforretning med landbrugsmaskiner. Den var meget lille, og det er næsten ikke til at forstå at det kunne lade sig gøre med så lidt plads til de store maskiner. Næstefter var der lidt boliger og så kom antikvitetshandler Bachs butik. Den næste var cykel- og radiohandler Martin Høj. Her blev min farbror Ewald ansat som cykelmekaniker. Cykler under krigen var vanskelig at holde ved lige. Der blev ikke produceret ret mange nye cykler og det var vanskeligt at skaffe reservedele, så der blev repareret meget. Helt ude på hjørnet ved indkørslen til Sct. Mathiadgade 80, var der en tobaksforretning. Langs facaden på venstre side op til Møbelhuset var der en bogbinder (Laursen) og en billedskærer (Skov). Omkring hjørnet var der bolig til familien Clausen. Her havde Christian Clausen en lille træ drejebænk uden strøm, idet den blev trådt med pedaler når der skulle drejes. Christian var også maler. På førstesalen boede forældrene Clausen med flere voksne børn. Bl.a. var der Emilius Clausen, som var markedsgøgler. (Han kaldte sig selv for skuespiller!). Når foråret kom, gjorde han sit lille tivoli telt klar ude på pladsen foran Møbelhuset. Det passede selvfølgelig ikke min far, for det gav diskussion om hvem der ejede hvad. På den anden side af indkørslen var der restaurant Palæ. Her var der optræden af forskellige grupper, jeg kan huske at der var en gruppe der hed Danoesti. Håndværkerforeningen lå jo dengang henne på Domkirkepladsen som nabo til Statsadvokaturen.